Om mursten og mennesker

For snart mange år siden var jeg som lærerstuderende i praktik. Det var spændende. Det var svært. Og mest af alt var min gruppe og jeg optagede af, hvad det var, vi skulle undervise i. Selv om jeg både havde været i praktik før, og havde været på skolen i et par uger, så havde jeg som sædvanligt ikke alene forberedt mig, men overforberedt mig. En dag, da det var min tur til at stå bag katederet, havde jeg en flere sider lang drejebog med. Jeg var simpelthen bevæbnet til tænderne. Timen gik fint, selvom det var svært både at koncentrere sig om at levere det faglige korrekt, samtidig med at man skulle have et øje for alt det andet, der foregår i et klasselokale, mens der bliver undervist. Og det er ikke småting, skal jeg hilse og sige. Efter timen havde jeg vejledning med min praktiklærer, der stillede et spørgsmål angående en elev ved navn Rasmus. Og jeg mærkede et sug i maven af den slags, der ikke er sjovt. Jeg anede simpelthen ikke, om Rasmus havde været i skole eller ej? Jeg havde ikke set ham. Ikke hørt ham. Ikke en gang bemærket ham. Og han var en skrøbelig elev. Det havde jeg forstået. Den dag forstod jeg for første gang omfanget af lærergerningen. Og jeg gav mig selv håndslag på, at det aldrig, aldrig skulle ske igen, at jeg overså en elev. Og det har haft stor betydning for de tanker, jeg som lærer gør mig om folkeskolen. Folkeskolen er det sted, hvor vi dannes som mennesker, og bliver rustet til at indgå i samfundet som...