Hvad ville der ske, hvis….?

For at lege med følgende tankerække – glemmer jeg lige uddannelsespolitik og alt det praktiske vedr. at drive en skole. Sådan – glemt! Hvad ville der ske, hvis læring ikke længere var noget, vi som samfund målte på? Vi lærer jo overalt både i uformelle rammer fx i legen, i formelle rammer skoler og uddannelser, vi lærer alene og sammen med andre. Vi lærer offline og online. Læring er overalt. Den tankerække vender jeg tilbage til. Jeg bor i Silkeborg, og rundt omkring mig, dukker der forskellige laboratorier op. Coding Pirates, hvor arbejdsfællesskabet eller interessefællesskabet er drevet af frivillige gennem en fascination og legende tilgang til at skabe udtryk via elektronik og alverdens andre materialer. Samtalen kunne være: “Hey – jeg har fundet denne – kan vi få den til at gøre dette?” Hvorefter en anden siger:”Jamen, hvis du tager dette program og…” og så er vi ellers i gang. Vi har FabLab (Fabrikation Laboratoriet), hvor man via 3d print, laserskærer osv. skaber produkter, skabt af brugeren på FabLab, der ikke kan købes andre steder, men skabt efter samme princip som i Coding Pirates. Dette er blot to eksempler, der er også maker spaces, kunst spaces…osv. En slags Tinker kultur, hvor ting afprøves, der eksperimenteres med sammensætninger af medier + materialer, der skabes et nyt udtryk. Rent metodologisk eller didaktisk læner ovenstående eksempler sig op af en “open lab tilgang” til disse kreative læringsprocesser – måske inspireret af en Deweysk tilgang til læring “learning by doing” En helt åben tilgang, hvor man mødes i legen eller i fascinationen omkring en problemstilling. A: De involverede (børn, voksne, eksterne) Her betyder alder...

“We know what we are, but know not what we may be” – en abduktiv tilgang til læring

“We know what we are, but know not what we may be”, sådan sagde Hamlet i stykket fra 1603 – og dét er super aktuelt for vores unge mennesker i skolen. Det forudses, at inden for de næste 25 år, vil vi have oplevet 3-4 store digitale og teknologiske revolutionære fremskridt, som radikalt ændrer vores levevis og arbejdsformer. Derfor kender vi ikke de unges fremtid, og det faktum skaber en spændende udfordring for vores samfund og for skolen i samfundet. Fremtiden skaber også usikkerhed, og den usikkerhed ser vi bl.a. formøblet i en politisk diskurs. Læringsbegrebet bliver en konkurrenceparameter i en globaliseret verden: Vi skal være nr. 1 i Pisa undersøgelser, vi skal være dygtigere. Globaliseringen er også utryg, vi kan miste vores velfærd, hvis vi ikke er dygtige nok. Hver generation skal overskride det eksisterende samfunds rammer, så vores samfund udvikler sig – men hvis det baseres på en konkurrenceparameter, opnår vi ingen forandring. Al konkurrence handler om at tilpasse sig bedst muligt til en konkurrences spilleregler. Overtræder du spillereglerne i en konkurrence, er du dømt ude! Jeg drømmer om en skole i samfundet, hvor skolen og det politiske plan med sindighed stiller sig spørgsmålet: Hvilke kompetencer skal vores unge mennesker besidde i fremtiden? Og er dét resultat, der måles i en PISA undersøgelse, lig med de kompetencer, der eftertragtes i et fremtidigt samfund? En centreren sig om værdierne og processen kontra fokusering på resultatet  – for det er værdierne, der lægger sig som en rød tråd bag undervisningen – det er underet i undervisning. På Humboldts tid, skulle man lære noget, fordi det ville give den enkelte et rigere...