Bloggen

Mødested for visioner

Hvad ville der ske, hvis….?

For at lege med følgende tankerække – glemmer jeg lige uddannelsespolitik og alt det praktiske vedr. at drive en skole. Sådan – glemt! Hvad ville der ske, hvis læring ikke længere var noget, vi som samfund målte på? Vi lærer jo overalt både i uformelle rammer fx i legen, i formelle rammer skoler og uddannelser, vi lærer alene og sammen med andre. Vi lærer offline og online. Læring er overalt. Den tankerække vender jeg tilbage til. Jeg bor i Silkeborg, og rundt omkring mig, dukker der forskellige laboratorier op. Coding Pirates, hvor arbejdsfællesskabet eller interessefællesskabet er drevet af frivillige gennem en fascination og legende tilgang til at skabe udtryk via elektronik og alverdens andre materialer. Samtalen kunne være: “Hey – jeg har fundet denne – kan vi få den til at gøre dette?” Hvorefter en anden siger:”Jamen, hvis du tager dette program og…” og så er vi ellers i gang. Vi har FabLab (Fabrikation Laboratoriet), hvor man via 3d print, laserskærer osv. skaber produkter, skabt af brugeren på FabLab, der ikke kan købes andre steder, men skabt efter samme princip som i Coding Pirates. Dette er blot to eksempler, der er også maker spaces, kunst spaces…osv. En slags Tinker kultur, hvor ting afprøves, der eksperimenteres med sammensætninger af medier + materialer, der skabes et nyt udtryk. Rent metodologisk eller didaktisk læner ovenstående eksempler sig op af en “open lab tilgang” til disse kreative læringsprocesser – måske inspireret af en Deweysk tilgang til læring “learning by doing” En helt åben tilgang, hvor man mødes i legen eller i fascinationen omkring en problemstilling. A: De involverede (børn, voksne, eksterne) Her betyder alder...

Hangout om Visioner For Skolen

Vi er en lille flok, der løbende går og diskuterer “Visioner For Skolen” – for hvad skal der ske med initiativet på længere sigt? Det handler jo om at opdyrke en respektfuld debatkultur, hvor der er plads til mange forskellige stemmer, og hvor vi kan tale om vores drømme og visioner for skole og uddannelse. Det handler om at udvikle og udbrede den lærende samtale, hvor det ikke handler om at få ret, men om at blive klogere sammen. Det er formentlig ikke noget, vi kommer i mål med sådan lige foreløbig, og der synes absolut at være behov for at eksperimentere med forskellige metoder og indsatser. Torsdag aften mødtes vi på Google Hangout til en snak om, hvordan vi  organiserer initiativet, og hvilke aktiviteter vi skal sætte i gang i den kommende tid. Vi snakkede om meningen med “Visioner for Skolen”, og der blev præsenteret mange gode perspektiver: “Vi leder efter et forum, hvor vi oplever der er plads, respekt og tolerance for hinanden” “Visioner for Skolen” er et frirum til at tale om, hvad det er vi vil med skolen” “Der opstår ofte fronter i debatten, og de kommer til at dominere – i stedet for at drøfte og udvikle skolen i fællesskab” “Formuleringsarenaer vs realiseringsarenaer” “skolen kommer hverken fra bunden eller fra toppen, men vi skal bringe niveauerne i spil sammen” Senere drøftede vi konkrete muligheder for at åbne op og brede indsatsen ud, så mange flere får mulighed for at deltage. Morten henviste til “Humans of New York“, og vi drøftede mulighederne for at lave korte, respektfulde portrætter af mennesker, der har noget på hjerte omkring det at...

Hvad nu hvis

Hvad nu hvis en af Danmark ældste supertankere pludseligt mistede kursen og befandt sig på åbent hav laaaaangt væk fra Canada og Finland? Og hvad nu hvis kaptajnens ellers så detaljerede søkort med skemaer, vanddybder, rev, lande og nøje opmålte ruter fra a til c via b pludseligt blev spist af skibshunden? Hvad gør kaptajnen så? Hvad gør besætningen? Og ikke mindst – hvad gør den blinde passager i lastrummet, som bare håber på at nå i land et eller andet sted i verden uden at blive opdaget af besætningen? Den prekære situation skaber meget uro men rejser også en masse spørgsmål: Hvor var vi på vej hen? Og hvordan mistede vi kursen? Hvad dælen gør vi nu og hvem kan hjælpe os videre? Du må ikke tænke på en giraf!! Hvis du sidder og tænker, at ovenstående til forveksling godt kunne minde om dele af den verserende debat om folkeskolen, vil jeg som beskikket censor diskret sende et smilende du-bevæger-dig-opad-taksonomien-imod-en-tocifret-karakter-nik i din retning. Og for at få dig helt opad karakterstigens sidste trin, op imod det forjættede 12-tal, stiller jeg dig følgende spørgsmål: Hvad nu hvis vi satte sagen og ikke faget i centrum? Fag er værdiløse i sig selv. De er afhængige af en brugskontekst. Og her mener jeg, at vi skal vende didaktikken om og tænke elevernes nysgerrighed og undren som udgangspunkt for faget. Det er her eleverne oplever mening, autenticitet og tillid. Hvis de får lov at bruge deres medfødte kreativitet til at hacke, sample og prototype på verden med underviseren på sidelinjen, der kyndigt og fagligt viser eleven, hvor matematikken, lyrikken og sproget skaber...

Livets folkeskole

Hvad er værd at fastholde i et samfund i så rivende udvikling som vores? Hvor skal vi hen, hvad skal vi bruge der? Prøve at besvare dette er kontekst for alle visioner for folkeskolen.  Udvikling vil derfor altid bygge på en eller anden grad af antagelser om hvordan, hvad og hvorfor. Mange af de svar som kommer fra politisk hold, forsøger som oftest at besvare spørgsmålet om det 21.århundredes krav, med standardiseret læringssyn, flere test, flere kompetencer og mere kontrol. Man kigger fremad og tænker IT, innovation, færdigheder og kompetencer. Man sætter voldsomt fokus på skolens kvalificering til erhverv gennem uddannelse og mister fokuset på kundskabernes og dannelsens rolle i samfundet og indenfor uddannelsen. For hvem kan ikke sige, de er blevet dygtigere, men kan de også sige, de er blevet klogere? Er det ikke præcis det som erfaring og indsigt skaber. Og er det ikke det vi tager med os i rygsækken ind i vores uddannelsesliv og samfundsliv? Så istedet for kun at spørge, hvilke kompetencer vi skal bruge, burde vi måske i højere grad stille os selv spørgsmålet, hvem er vi, hvem er jeg? Min vision har derfor fokus på den ligevægt, der optimalt set bør være i en skole mellem dannelse og kompetencer, men endnu mere på, hvad som bør være grundlaget for  kompetente, produktive, demokratiske og dannede globale medborger. Den menneskelige og samfundsmæssige kontekst At skolen teknologisk skal være med på noderne og inddrage og udvikle nye pædagogiske og didaktiske metoder, samt have fokus på faglighed og kompetencer, kan der for mig ikke herske tvivl om. At være fagligt dygtig, fagligt fokuseret og kompetent bør...

“We know what we are, but know not what we may be” – en abduktiv tilgang til læring

“We know what we are, but know not what we may be”, sådan sagde Hamlet i stykket fra 1603 – og dét er super aktuelt for vores unge mennesker i skolen. Det forudses, at inden for de næste 25 år, vil vi have oplevet 3-4 store digitale og teknologiske revolutionære fremskridt, som radikalt ændrer vores levevis og arbejdsformer. Derfor kender vi ikke de unges fremtid, og det faktum skaber en spændende udfordring for vores samfund og for skolen i samfundet. Fremtiden skaber også usikkerhed, og den usikkerhed ser vi bl.a. formøblet i en politisk diskurs. Læringsbegrebet bliver en konkurrenceparameter i en globaliseret verden: Vi skal være nr. 1 i Pisa undersøgelser, vi skal være dygtigere. Globaliseringen er også utryg, vi kan miste vores velfærd, hvis vi ikke er dygtige nok. Hver generation skal overskride det eksisterende samfunds rammer, så vores samfund udvikler sig – men hvis det baseres på en konkurrenceparameter, opnår vi ingen forandring. Al konkurrence handler om at tilpasse sig bedst muligt til en konkurrences spilleregler. Overtræder du spillereglerne i en konkurrence, er du dømt ude! Jeg drømmer om en skole i samfundet, hvor skolen og det politiske plan med sindighed stiller sig spørgsmålet: Hvilke kompetencer skal vores unge mennesker besidde i fremtiden? Og er dét resultat, der måles i en PISA undersøgelse, lig med de kompetencer, der eftertragtes i et fremtidigt samfund? En centreren sig om værdierne og processen kontra fokusering på resultatet  – for det er værdierne, der lægger sig som en rød tråd bag undervisningen – det er underet i undervisning. På Humboldts tid, skulle man lære noget, fordi det ville give den enkelte et rigere...

En stald med kæpheste

Og så blev det min tur…. Min vision afspejler mest af alt mine kæpheste. Kæpheste fra min tid som lærer, leder og nu som konsulent. Fra det mine egne børn begejstres over, hvad de efterlyser, samt hvad der særligt inspirerer mig i skoledebatten. Først og fremmest ser jeg en skole, hvor der er god tid til at børn kan fordybe sig. Hvor der er plads til ”egen tid” ikke som modsætning til fælleskabet, men med udgangspunkt i elevernes optagethed ”Hvad vil jeg med skolen?” mere end ”hvad skolen vil med mig!”. Læringsmål, feedback og synlig læring er jo allerede på programmet, men det er selvfølgelig et vigtigt  fokus på Biesta’s vis både at udvikle barnets potentialer indenfor det personlige og relationelle, i lige så høj grad som det faglige. Rent faktisk er jeg nu ikke så bekymret for at dannelsen bliver klemt. Der bliver værnet om dannelsen, det kan jeg høre både på vandrørene og fra barrikaderne. Der er dog stadig meget at ønske sig af de fagprofessionelles kompetencer i at kunne samtale med børn, kompetencer i at indgå i relationer, hvor den voksne både kan gå foran, bagved og ved siden af barnet, og hvor der idet at arbejde vidensbaseret også indgår barnets viden om sig selv. I fremtidens skole er sammensætningen af børn er pædagogisk begrundet. I mine øjne er organisering af børn efter produktionsdato ikke noget godt argument i en lærings- og trivselssammenhæng. Det er vigtige kompetencer at kunne indgå i forpligtende lærings- og legefællesskaber. Der er masser af viden og erfaringer om aldersblandede stamhold og differentierede læringsmiljøer. Derfor er det en klog beslutning, at der nu 3...

Om mursten og mennesker

For snart mange år siden var jeg som lærerstuderende i praktik. Det var spændende. Det var svært. Og mest af alt var min gruppe og jeg optagede af, hvad det var, vi skulle undervise i. Selv om jeg både havde været i praktik før, og havde været på skolen i et par uger, så havde jeg som sædvanligt ikke alene forberedt mig, men overforberedt mig. En dag, da det var min tur til at stå bag katederet, havde jeg en flere sider lang drejebog med. Jeg var simpelthen bevæbnet til tænderne. Timen gik fint, selvom det var svært både at koncentrere sig om at levere det faglige korrekt, samtidig med at man skulle have et øje for alt det andet, der foregår i et klasselokale, mens der bliver undervist. Og det er ikke småting, skal jeg hilse og sige. Efter timen havde jeg vejledning med min praktiklærer, der stillede et spørgsmål angående en elev ved navn Rasmus. Og jeg mærkede et sug i maven af den slags, der ikke er sjovt. Jeg anede simpelthen ikke, om Rasmus havde været i skole eller ej? Jeg havde ikke set ham. Ikke hørt ham. Ikke en gang bemærket ham. Og han var en skrøbelig elev. Det havde jeg forstået. Den dag forstod jeg for første gang omfanget af lærergerningen. Og jeg gav mig selv håndslag på, at det aldrig, aldrig skulle ske igen, at jeg overså en elev. Og det har haft stor betydning for de tanker, jeg som lærer gør mig om folkeskolen. Folkeskolen er det sted, hvor vi dannes som mennesker, og bliver rustet til at indgå i samfundet som...

Visioner for heldannelsens folkeskole

Foreningen Folkeskoleforældres oplæg til konferencen Heldannelsens folkeskole i SOPHIA – tænketank for pædagogik og dannelse, tirsdag d. 25. november 2014 Først og fremmest en stor tak til SOPHIA for invitationen. Det har haft en overordentlig stor betydning, hvordan vi som forældrestemme er blevet modtaget i den demokratiske samtale omkring folkeskolen. Fra det brede uddannelsesområde og fra andre foreninger, der repræsenterer forældre og børn, har vi oplevet en stor imødekommenhed. Vi oplever oprigtig nysgerrighed, invitation til samarbejde og et stor fælles engagement omkring vores børns skoleliv. Fra politisk hold har vi overvejende fået en ret lunken modtagelse. Måske har vi været naive, men det kom faktisk lidt bag på os. I vores egen opdragelse og de forståelser af ideelle demokratiske processer, som vi har med os, tænker vi, at demokratiets mest fornemme opgave må være at invitere til dialog. At byde konstruktiv kritik velkommen, at omfavne diversiteten i holdninger, værdier og præferencer. Samfundets styreform er demokratisk. Men den demokratiske samtale kan til tider være svær at få øje på. 

Vi vil med vores arbejde forsøge at bidrage til at brede den demokratiske samtale omkring folkeskolen ud. Vi vil gøre vores til, at samtalen centrerer sig om værdier og formål frem for måltal og effektivitet. Og vi vil stille krav om, at også den kritiske stemme bliver inviteret med i samtalen. Og vi er grundlæggende kritiske over for reformen Vi er uenige i de grundantagelser, som den baserer sig på. Vi mener helt enkelt, at præmissen er forkert. Vores børns skolegang handler om andet og mere end, at “Alle elever skal blive så dygtige, de kan”, eller som bla. skolechefen i...

Fænoskolen – Nogle principper og en slags vision

Hvorfor skændes vi om skolen? Vores forhold til skole er et følsomt og hedt emne. Det hænger nok til dels sammen med, at vi alle har gået i skole med de gode og dårlige oplevelser, det har givet. De af os, der har fået børn, har i øvrigt et meget direkte forhold til skolen, da det er der, vores børn tilbringer meget af deres tid. Det er en del af hele adskillelsesprocessen mellem barn og voksen og derfor også et følsomt emne. Endelig kan man også pege på, at skole og uddannelse er et vigtigt samfundsmæssigt emne. Det er fremtidens mennesker – og arbejdskraft – det drejer sig om. Derfor er der også mange følelses og ræsonnementer forbundet med skole og uddannelse. Det handler om det helt nære følelsesmæssige i barn-forældre-forholdet. Det drejer sig om det mest fundamentale i vores (forskellige) værdier: hvordan opfatter vi det at være menneske, hvad er eksistensen og hvad bør den være? Og det drejer sig om, hvordan vi som politiske individer overfører vores værdier til forestillinger om fremtiden på et samfundsmæssigt plan. Der er mange forhold, der spiller ind og det berører os som nævnt på mange ledder og kanter – og derfor kan der også ofte komme kant (også Kant) og direkte skænderier ind i diskussioner om skolen. Diskussionen kører samtidig på mange niveauer: Vil du gøre dette ved mit barn? Er dette udtryk for dit menneskesyn? Afspejler dette dine politiske visioner? Min vision for skole og uddannelse er først og fremmest, at den ikke kan eller skal stå alene. Jeg tror, det er bedst med forskellige visioner og forskellige skoler, der...

Folkets skole

Jeg har fået til opgave at beskrive en ”vision” for skolen – men jeg kan ikke lide ordet. En skole er ikke en vision, den er ikke knyttet til synet, den er ikke visuel, den er ikke en vision. Men hvad er en skole da? En skole er noget rumligt. Den er et legeme, den er en ånd, en praksis, en folkelig og historisk ting. En skole er den folkelige traditions genskabelse. Den er en invitation, en bimlen med klokker og fordybelse i kulturens mysterier og ting og sager, der inviterer, taler tilbage og spjætter i overraskende retninger. Det er en syntese mellem åndsfrihed og solidaritet, mellem folk og pædagogisk autoritet, mellem åbenhjertighed og tilsynekomst. Når skolen skoler allermest, når der virkelig gøres skole i samfundet, så vibrerer hele den folkelige tradition inde i klasseværelsets dialoger og artefakter. Så er der parentes om erhvervsliv, pisalister, karrierevejledning og alt det andet – ja, om tiden som sådan. I stedet strømmer historiens dialoger ud gennem hænder og munde og puffer alle tålmodigt og sødt, men også insisterende, hen til og ind i kulturens ting. Her finder en lærer en elev som finder en lærer. Her er ingen læringsmål i miles omkreds og da slet ingen statslig læringsmålsdidaktik. I sådan en skole er der masser af undervisning udført af myndige og selvstændige lærere, der er sange og fortællinger, der er fordybelse, tvivl og sved, der er spirende europæisk videnskab, som først realiseres for alvor i gymnasiet, og der er daglig omgang med håndværk og materialer ud fra de håndsværks-, industri- og formgivningstraditioner som dansk, nordisk og europæisk tingslighed er skabt af. Alt...