Fænoskolen – Nogle principper og en slags vision

Hvorfor skændes vi om skolen? Vores forhold til skole er et følsomt og hedt emne. Det hænger nok til dels sammen med, at vi alle har gået i skole med de gode og dårlige oplevelser, det har givet. De af os, der har fået børn, har i øvrigt et meget direkte forhold til skolen, da det er der, vores børn tilbringer meget af deres tid. Det er en del af hele adskillelsesprocessen mellem barn og voksen og derfor også et følsomt emne. Endelig kan man også pege på, at skole og uddannelse er et vigtigt samfundsmæssigt emne. Det er fremtidens mennesker – og arbejdskraft – det drejer sig om. Derfor er der også mange følelses og ræsonnementer forbundet med skole og uddannelse. Det handler om det helt nære følelsesmæssige i barn-forældre-forholdet. Det drejer sig om det mest fundamentale i vores (forskellige) værdier: hvordan opfatter vi det at være menneske, hvad er eksistensen og hvad bør den være? Og det drejer sig om, hvordan vi som politiske individer overfører vores værdier til forestillinger om fremtiden på et samfundsmæssigt plan. Der er mange forhold, der spiller ind og det berører os som nævnt på mange ledder og kanter – og derfor kan der også ofte komme kant (også Kant) og direkte skænderier ind i diskussioner om skolen. Diskussionen kører samtidig på mange niveauer: Vil du gøre dette ved mit barn? Er dette udtryk for dit menneskesyn? Afspejler dette dine politiske visioner? Min vision for skole og uddannelse er først og fremmest, at den ikke kan eller skal stå alene. Jeg tror, det er bedst med forskellige visioner og forskellige skoler, der...