Hvad nu hvis

Hvad nu hvis en af Danmark ældste supertankere pludseligt mistede kursen og befandt sig på åbent hav laaaaangt væk fra Canada og Finland? Og hvad nu hvis kaptajnens ellers så detaljerede søkort med skemaer, vanddybder, rev, lande og nøje opmålte ruter fra a til c via b pludseligt blev spist af skibshunden? Hvad gør kaptajnen så? Hvad gør besætningen? Og ikke mindst – hvad gør den blinde passager i lastrummet, som bare håber på at nå i land et eller andet sted i verden uden at blive opdaget af besætningen? Den prekære situation skaber meget uro men rejser også en masse spørgsmål: Hvor var vi på vej hen? Og hvordan mistede vi kursen? Hvad dælen gør vi nu og hvem kan hjælpe os videre? Du må ikke tænke på en giraf!! Hvis du sidder og tænker, at ovenstående til forveksling godt kunne minde om dele af den verserende debat om folkeskolen, vil jeg som beskikket censor diskret sende et smilende du-bevæger-dig-opad-taksonomien-imod-en-tocifret-karakter-nik i din retning. Og for at få dig helt opad karakterstigens sidste trin, op imod det forjættede 12-tal, stiller jeg dig følgende spørgsmål: Hvad nu hvis vi satte sagen og ikke faget i centrum? Fag er værdiløse i sig selv. De er afhængige af en brugskontekst. Og her mener jeg, at vi skal vende didaktikken om og tænke elevernes nysgerrighed og undren som udgangspunkt for faget. Det er her eleverne oplever mening, autenticitet og tillid. Hvis de får lov at bruge deres medfødte kreativitet til at hacke, sample og prototype på verden med underviseren på sidelinjen, der kyndigt og fagligt viser eleven, hvor matematikken, lyrikken og sproget skaber...

Livets folkeskole

Hvad er værd at fastholde i et samfund i så rivende udvikling som vores? Hvor skal vi hen, hvad skal vi bruge der? Prøve at besvare dette er kontekst for alle visioner for folkeskolen.  Udvikling vil derfor altid bygge på en eller anden grad af antagelser om hvordan, hvad og hvorfor. Mange af de svar som kommer fra politisk hold, forsøger som oftest at besvare spørgsmålet om det 21.århundredes krav, med standardiseret læringssyn, flere test, flere kompetencer og mere kontrol. Man kigger fremad og tænker IT, innovation, færdigheder og kompetencer. Man sætter voldsomt fokus på skolens kvalificering til erhverv gennem uddannelse og mister fokuset på kundskabernes og dannelsens rolle i samfundet og indenfor uddannelsen. For hvem kan ikke sige, de er blevet dygtigere, men kan de også sige, de er blevet klogere? Er det ikke præcis det som erfaring og indsigt skaber. Og er det ikke det vi tager med os i rygsækken ind i vores uddannelsesliv og samfundsliv? Så istedet for kun at spørge, hvilke kompetencer vi skal bruge, burde vi måske i højere grad stille os selv spørgsmålet, hvem er vi, hvem er jeg? Min vision har derfor fokus på den ligevægt, der optimalt set bør være i en skole mellem dannelse og kompetencer, men endnu mere på, hvad som bør være grundlaget for  kompetente, produktive, demokratiske og dannede globale medborger. Den menneskelige og samfundsmæssige kontekst At skolen teknologisk skal være med på noderne og inddrage og udvikle nye pædagogiske og didaktiske metoder, samt have fokus på faglighed og kompetencer, kan der for mig ikke herske tvivl om. At være fagligt dygtig, fagligt fokuseret og kompetent bør...

Om mursten og mennesker

For snart mange år siden var jeg som lærerstuderende i praktik. Det var spændende. Det var svært. Og mest af alt var min gruppe og jeg optagede af, hvad det var, vi skulle undervise i. Selv om jeg både havde været i praktik før, og havde været på skolen i et par uger, så havde jeg som sædvanligt ikke alene forberedt mig, men overforberedt mig. En dag, da det var min tur til at stå bag katederet, havde jeg en flere sider lang drejebog med. Jeg var simpelthen bevæbnet til tænderne. Timen gik fint, selvom det var svært både at koncentrere sig om at levere det faglige korrekt, samtidig med at man skulle have et øje for alt det andet, der foregår i et klasselokale, mens der bliver undervist. Og det er ikke småting, skal jeg hilse og sige. Efter timen havde jeg vejledning med min praktiklærer, der stillede et spørgsmål angående en elev ved navn Rasmus. Og jeg mærkede et sug i maven af den slags, der ikke er sjovt. Jeg anede simpelthen ikke, om Rasmus havde været i skole eller ej? Jeg havde ikke set ham. Ikke hørt ham. Ikke en gang bemærket ham. Og han var en skrøbelig elev. Det havde jeg forstået. Den dag forstod jeg for første gang omfanget af lærergerningen. Og jeg gav mig selv håndslag på, at det aldrig, aldrig skulle ske igen, at jeg overså en elev. Og det har haft stor betydning for de tanker, jeg som lærer gør mig om folkeskolen. Folkeskolen er det sted, hvor vi dannes som mennesker, og bliver rustet til at indgå i samfundet som...