Hvad ville der ske, hvis….?

For at lege med følgende tankerække – glemmer jeg lige uddannelsespolitik og alt det praktiske vedr. at drive en skole. Sådan – glemt! Hvad ville der ske, hvis læring ikke længere var noget, vi som samfund målte på? Vi lærer jo overalt både i uformelle rammer fx i legen, i formelle rammer skoler og uddannelser, vi lærer alene og sammen med andre. Vi lærer offline og online. Læring er overalt. Den tankerække vender jeg tilbage til. Jeg bor i Silkeborg, og rundt omkring mig, dukker der forskellige laboratorier op. Coding Pirates, hvor arbejdsfællesskabet eller interessefællesskabet er drevet af frivillige gennem en fascination og legende tilgang til at skabe udtryk via elektronik og alverdens andre materialer. Samtalen kunne være: “Hey – jeg har fundet denne – kan vi få den til at gøre dette?” Hvorefter en anden siger:”Jamen, hvis du tager dette program og…” og så er vi ellers i gang. Vi har FabLab (Fabrikation Laboratoriet), hvor man via 3d print, laserskærer osv. skaber produkter, skabt af brugeren på FabLab, der ikke kan købes andre steder, men skabt efter samme princip som i Coding Pirates. Dette er blot to eksempler, der er også maker spaces, kunst spaces…osv. En slags Tinker kultur, hvor ting afprøves, der eksperimenteres med sammensætninger af medier + materialer, der skabes et nyt udtryk. Rent metodologisk eller didaktisk læner ovenstående eksempler sig op af en “open lab tilgang” til disse kreative læringsprocesser – måske inspireret af en Deweysk tilgang til læring “learning by doing” En helt åben tilgang, hvor man mødes i legen eller i fascinationen omkring en problemstilling. A: De involverede (børn, voksne, eksterne) Her betyder alder...

Hvad nu hvis

Hvad nu hvis en af Danmark ældste supertankere pludseligt mistede kursen og befandt sig på åbent hav laaaaangt væk fra Canada og Finland? Og hvad nu hvis kaptajnens ellers så detaljerede søkort med skemaer, vanddybder, rev, lande og nøje opmålte ruter fra a til c via b pludseligt blev spist af skibshunden? Hvad gør kaptajnen så? Hvad gør besætningen? Og ikke mindst – hvad gør den blinde passager i lastrummet, som bare håber på at nå i land et eller andet sted i verden uden at blive opdaget af besætningen? Den prekære situation skaber meget uro men rejser også en masse spørgsmål: Hvor var vi på vej hen? Og hvordan mistede vi kursen? Hvad dælen gør vi nu og hvem kan hjælpe os videre? Du må ikke tænke på en giraf!! Hvis du sidder og tænker, at ovenstående til forveksling godt kunne minde om dele af den verserende debat om folkeskolen, vil jeg som beskikket censor diskret sende et smilende du-bevæger-dig-opad-taksonomien-imod-en-tocifret-karakter-nik i din retning. Og for at få dig helt opad karakterstigens sidste trin, op imod det forjættede 12-tal, stiller jeg dig følgende spørgsmål: Hvad nu hvis vi satte sagen og ikke faget i centrum? Fag er værdiløse i sig selv. De er afhængige af en brugskontekst. Og her mener jeg, at vi skal vende didaktikken om og tænke elevernes nysgerrighed og undren som udgangspunkt for faget. Det er her eleverne oplever mening, autenticitet og tillid. Hvis de får lov at bruge deres medfødte kreativitet til at hacke, sample og prototype på verden med underviseren på sidelinjen, der kyndigt og fagligt viser eleven, hvor matematikken, lyrikken og sproget skaber...

“We know what we are, but know not what we may be” – en abduktiv tilgang til læring

“We know what we are, but know not what we may be”, sådan sagde Hamlet i stykket fra 1603 – og dét er super aktuelt for vores unge mennesker i skolen. Det forudses, at inden for de næste 25 år, vil vi have oplevet 3-4 store digitale og teknologiske revolutionære fremskridt, som radikalt ændrer vores levevis og arbejdsformer. Derfor kender vi ikke de unges fremtid, og det faktum skaber en spændende udfordring for vores samfund og for skolen i samfundet. Fremtiden skaber også usikkerhed, og den usikkerhed ser vi bl.a. formøblet i en politisk diskurs. Læringsbegrebet bliver en konkurrenceparameter i en globaliseret verden: Vi skal være nr. 1 i Pisa undersøgelser, vi skal være dygtigere. Globaliseringen er også utryg, vi kan miste vores velfærd, hvis vi ikke er dygtige nok. Hver generation skal overskride det eksisterende samfunds rammer, så vores samfund udvikler sig – men hvis det baseres på en konkurrenceparameter, opnår vi ingen forandring. Al konkurrence handler om at tilpasse sig bedst muligt til en konkurrences spilleregler. Overtræder du spillereglerne i en konkurrence, er du dømt ude! Jeg drømmer om en skole i samfundet, hvor skolen og det politiske plan med sindighed stiller sig spørgsmålet: Hvilke kompetencer skal vores unge mennesker besidde i fremtiden? Og er dét resultat, der måles i en PISA undersøgelse, lig med de kompetencer, der eftertragtes i et fremtidigt samfund? En centreren sig om værdierne og processen kontra fokusering på resultatet  – for det er værdierne, der lægger sig som en rød tråd bag undervisningen – det er underet i undervisning. På Humboldts tid, skulle man lære noget, fordi det ville give den enkelte et rigere...

En stald med kæpheste

Og så blev det min tur…. Min vision afspejler mest af alt mine kæpheste. Kæpheste fra min tid som lærer, leder og nu som konsulent. Fra det mine egne børn begejstres over, hvad de efterlyser, samt hvad der særligt inspirerer mig i skoledebatten. Først og fremmest ser jeg en skole, hvor der er god tid til at børn kan fordybe sig. Hvor der er plads til ”egen tid” ikke som modsætning til fælleskabet, men med udgangspunkt i elevernes optagethed ”Hvad vil jeg med skolen?” mere end ”hvad skolen vil med mig!”. Læringsmål, feedback og synlig læring er jo allerede på programmet, men det er selvfølgelig et vigtigt  fokus på Biesta’s vis både at udvikle barnets potentialer indenfor det personlige og relationelle, i lige så høj grad som det faglige. Rent faktisk er jeg nu ikke så bekymret for at dannelsen bliver klemt. Der bliver værnet om dannelsen, det kan jeg høre både på vandrørene og fra barrikaderne. Der er dog stadig meget at ønske sig af de fagprofessionelles kompetencer i at kunne samtale med børn, kompetencer i at indgå i relationer, hvor den voksne både kan gå foran, bagved og ved siden af barnet, og hvor der idet at arbejde vidensbaseret også indgår barnets viden om sig selv. I fremtidens skole er sammensætningen af børn er pædagogisk begrundet. I mine øjne er organisering af børn efter produktionsdato ikke noget godt argument i en lærings- og trivselssammenhæng. Det er vigtige kompetencer at kunne indgå i forpligtende lærings- og legefællesskaber. Der er masser af viden og erfaringer om aldersblandede stamhold og differentierede læringsmiljøer. Derfor er det en klog beslutning, at der nu 3...

Visioner for heldannelsens folkeskole

Foreningen Folkeskoleforældres oplæg til konferencen Heldannelsens folkeskole i SOPHIA – tænketank for pædagogik og dannelse, tirsdag d. 25. november 2014 Først og fremmest en stor tak til SOPHIA for invitationen. Det har haft en overordentlig stor betydning, hvordan vi som forældrestemme er blevet modtaget i den demokratiske samtale omkring folkeskolen. Fra det brede uddannelsesområde og fra andre foreninger, der repræsenterer forældre og børn, har vi oplevet en stor imødekommenhed. Vi oplever oprigtig nysgerrighed, invitation til samarbejde og et stor fælles engagement omkring vores børns skoleliv. Fra politisk hold har vi overvejende fået en ret lunken modtagelse. Måske har vi været naive, men det kom faktisk lidt bag på os. I vores egen opdragelse og de forståelser af ideelle demokratiske processer, som vi har med os, tænker vi, at demokratiets mest fornemme opgave må være at invitere til dialog. At byde konstruktiv kritik velkommen, at omfavne diversiteten i holdninger, værdier og præferencer. Samfundets styreform er demokratisk. Men den demokratiske samtale kan til tider være svær at få øje på. 

Vi vil med vores arbejde forsøge at bidrage til at brede den demokratiske samtale omkring folkeskolen ud. Vi vil gøre vores til, at samtalen centrerer sig om værdier og formål frem for måltal og effektivitet. Og vi vil stille krav om, at også den kritiske stemme bliver inviteret med i samtalen. Og vi er grundlæggende kritiske over for reformen Vi er uenige i de grundantagelser, som den baserer sig på. Vi mener helt enkelt, at præmissen er forkert. Vores børns skolegang handler om andet og mere end, at “Alle elever skal blive så dygtige, de kan”, eller som bla. skolechefen i...

Folkets skole

Jeg har fået til opgave at beskrive en ”vision” for skolen – men jeg kan ikke lide ordet. En skole er ikke en vision, den er ikke knyttet til synet, den er ikke visuel, den er ikke en vision. Men hvad er en skole da? En skole er noget rumligt. Den er et legeme, den er en ånd, en praksis, en folkelig og historisk ting. En skole er den folkelige traditions genskabelse. Den er en invitation, en bimlen med klokker og fordybelse i kulturens mysterier og ting og sager, der inviterer, taler tilbage og spjætter i overraskende retninger. Det er en syntese mellem åndsfrihed og solidaritet, mellem folk og pædagogisk autoritet, mellem åbenhjertighed og tilsynekomst. Når skolen skoler allermest, når der virkelig gøres skole i samfundet, så vibrerer hele den folkelige tradition inde i klasseværelsets dialoger og artefakter. Så er der parentes om erhvervsliv, pisalister, karrierevejledning og alt det andet – ja, om tiden som sådan. I stedet strømmer historiens dialoger ud gennem hænder og munde og puffer alle tålmodigt og sødt, men også insisterende, hen til og ind i kulturens ting. Her finder en lærer en elev som finder en lærer. Her er ingen læringsmål i miles omkreds og da slet ingen statslig læringsmålsdidaktik. I sådan en skole er der masser af undervisning udført af myndige og selvstændige lærere, der er sange og fortællinger, der er fordybelse, tvivl og sved, der er spirende europæisk videnskab, som først realiseres for alvor i gymnasiet, og der er daglig omgang med håndværk og materialer ud fra de håndsværks-, industri- og formgivningstraditioner som dansk, nordisk og europæisk tingslighed er skabt af. Alt...