Folkets skole

Jeg har fået til opgave at beskrive en ”vision” for skolen – men jeg kan ikke lide ordet. En skole er ikke en vision, den er ikke knyttet til synet, den er ikke visuel, den er ikke en vision.

Men hvad er en skole da? En skole er noget rumligt. Den er et legeme, den er en ånd, en praksis, en folkelig og historisk ting. En skole er den folkelige traditions genskabelse. Den er en invitation, en bimlen med klokker og fordybelse i kulturens mysterier og ting og sager, der inviterer, taler tilbage og spjætter i overraskende retninger. Det er en syntese mellem åndsfrihed og solidaritet, mellem folk og pædagogisk autoritet, mellem åbenhjertighed og tilsynekomst.

Når skolen skoler allermest, når der virkelig gøres skole i samfundet, så vibrerer hele den folkelige tradition inde i klasseværelsets dialoger og artefakter. Så er der parentes om erhvervsliv, pisalister, karrierevejledning og alt det andet – ja, om tiden som sådan. I stedet strømmer historiens dialoger ud gennem hænder og munde og puffer alle tålmodigt og sødt, men også insisterende, hen til og ind i kulturens ting. Her finder en lærer en elev som finder en lærer. Her er ingen læringsmål i miles omkreds og da slet ingen statslig læringsmålsdidaktik.

I sådan en skole er der masser af undervisning udført af myndige og selvstændige lærere, der er sange og fortællinger, der er fordybelse, tvivl og sved, der er spirende europæisk videnskab, som først realiseres for alvor i gymnasiet, og der er daglig omgang med håndværk og materialer ud fra de håndsværks-, industri- og formgivningstraditioner som dansk, nordisk og europæisk tingslighed er skabt af. Alt formidles rent mellem lærer, elev og materie ud fra normative og indholdsmæssige mål, der viser sig undervejs.

Hver morgen og hver dag er der personlig velkomst, indvielse, fælles sang og foredrag. Nye elever og lærere modtages interesseret, Danmarks og andre landes ting genopstår på ny i hver time, idrættens discipliner og ånd gennemleves, en fri og solidarisk ånd hersker. Lighed er ikke et mål, men en forudsætning. Alle telefoner ligger derhjemme, og der udleveres kun IT til afgrænsede formål. Forældreindflydelse minimeres. Alle er opmærksomme på de roterende ting, der skal vristes fri af læringsbegrebets tæmmende indflydelse, og som skal vendes og drejes i fællesskab, og der er ofte fælles arrangementer, teater, festivaller, stævner og fester.

Pædagogik handler om at føre en tiltagende fri opmærksomhed hen til en tiltagende utæmmet ting.

Over og under det hele hersker kærligheden til kundskaber og til Danmarks forbindelse til andre lande. Der er ingen sammenligninger, operative måltal eller læringsindikatorer. Der er kun opmærksomhed, påmindelse og åbenhjertighed.

Der findes ingen læringsmål – kun pædagogiske mål.

Man går fra læring til undervisning. Ligesom der står i grundloven.

Staten stiller ikke krav til skolen – skolen stiller krav til staten. Skolen danner staten. Det er statens gave til folkets gave til staten.

For at kunne gøre alt dette, må skolens skolastiske praksis skærpes. Dvs. mange flere ritualer som f.eks. at stå bag stolene indtil læreren giver lov til at man sætter sig, skoleuniformer, mere udenadslære, eksaminer frem for tests, flere håndtryk mm. Skolen bliver en passage til en tiltagende opmærksomhed over for en tiltagende tingslighed, og denne passage er konstrueret af materialet: Kærlighed til den fælles verden og elevens tilsynekomst heri.

Ens i kroppen og forskellig i ånden – frem for det modsatte!

Med hensyn til diverse lister: Det gælder om at ligge i midten. Dermed viser man en passende omsorg for den pædagogiske helhed. Ligger en dansk skole i top 5, bør der straks sættes ind, for at man kan nærme sig midten igen. En skole i verdensklasse er en verden uden skole.

Dette er ikke et billede – ikke en vision. Det er en essens, et fund, en ting. Det er et begreb.

The following two tabs change content below.

Thomas Aastrup Rømer

Nyeste indlæg af Thomas Aastrup Rømer (se alle)