Livets folkeskole

Hvad er værd at fastholde i et samfund i så rivende udvikling som vores? Hvor skal vi hen, hvad skal vi bruge der? Prøve at besvare dette er kontekst for alle visioner for folkeskolen.  Udvikling vil derfor altid bygge på en eller anden grad af antagelser om hvordan, hvad og hvorfor. Mange af de svar som kommer fra politisk hold, forsøger som oftest at besvare spørgsmålet om det 21.århundredes krav, med standardiseret læringssyn, flere test, flere kompetencer og mere kontrol. Man kigger fremad og tænker IT, innovation, færdigheder og kompetencer. Man sætter voldsomt fokus på skolens kvalificering til erhverv gennem uddannelse og mister fokuset på kundskabernes og dannelsens rolle i samfundet og indenfor uddannelsen. For hvem kan ikke sige, de er blevet dygtigere, men kan de også sige, de er blevet klogere? Er det ikke præcis det som erfaring og indsigt skaber. Og er det ikke det vi tager med os i rygsækken ind i vores uddannelsesliv og samfundsliv? Så istedet for kun at spørge, hvilke kompetencer vi skal bruge, burde vi måske i højere grad stille os selv spørgsmålet, hvem er vi, hvem er jeg?

Min vision har derfor fokus på den ligevægt, der optimalt set bør være i en skole mellem dannelse og kompetencer, men endnu mere på, hvad som bør være grundlaget for  kompetente, produktive, demokratiske og dannede globale medborger.

Den menneskelige og samfundsmæssige kontekst
At skolen teknologisk skal være med på noderne og inddrage og udvikle nye pædagogiske og didaktiske metoder, samt have fokus på faglighed og kompetencer, kan der for mig ikke herske tvivl om. At være fagligt dygtig, fagligt fokuseret og kompetent bør altid være  anerkendelsesværdigt.

For hvem kan ikke sige, de er blevet dygtigere, men kan de også sige, de er blevet klogere? Er det ikke forskellen på kompetence og dannelse?

Kompetence forstår jeg som evnen til, at forholde sig til omskiftelige situationer og problemstillinger, samt at kunne komme frem til mulige løsningsmuligheder i en anvendelsesorienteret kontekst. Kompetence og at være kompetent, er selvfølgelig et fokus for skolen, idet vi gennem de kvalifikationer vi opbygger, på et tidspunkt i vores liv får behov for at udfylde en samfundsrolle, samt for langt de flestes vedkommende et erhverv.
Men hvad er så min anke? I min optik er risikoen med at være overfokuseret imod kompetencer og læring, i en sådan ren anvendelsesorienteret og økonomisk værdiskabende kontekst, forbundet med at man begynder at se mennesker som ressourcer, hvis ideal er at udfylde en samfundsrolle og være redskaber for betalingsbalancen og konkurrencestaten. Gennem et sådant snævert fokus risikerer vi at se forbi essensen i menneskets lyst til at udvikle sig, være forandringsparat, tænkende, lærende, deltagende og engageret. Altså flammen, der tændes. Den som holder os kørende, den som giver os lyst til at forbedre os, at skabe nyt, at bryde grænser, at uddanne os, at være solidarisk, demokratisk, næstekærlig, men vigtigere, det som holder os i ligevægt.

Det er den menneskelige og samfundsmæssige kontekst, hvorved folkeskolens virke skal være at finde, og det er her elevernes udvikling slår rod, samfundet tager form og fremtiden skabes.

“Det er godt vi har fået det bedre. Men det ville være bedre, om vi havde fået det godt”  (Villy Sørensen)

Har kompetencer så ingen relevans i forhold til de ord og begreber jeg remsede op? I allerhøjeste grad. Vi skal kunne konkurrere, vi skal kunne tage arbejde, vi skal kunne læse og regne, men er det målet med livet. En såkaldt lemmingdannelse, hvor det eneste man ser frem til er en snarlige indtrædelse på arbejdsmarkedet og glæden over at kunne understøtte samfundets konkurrence med rivaliserende økonomier. Fattigt vil jeg mene. Livet må være mere, bredere og større end det. Hvilke værdier og hvilke principper står vi fast ved, hvad lever vi for og hvad er værd at leve for?

“Sammen om noget”
En beskrivelse af  den visionære folkeskole holder for mig at se fast i at skolen er udelt. Derfor vil der ikke være opdeling efter faglige niveauer, køn eller resultater. Skolen er centreret omkring forståelsen af, at man lærer noget ved at være sammen med andre om det og derfor forankret i lighed og dialog. På den måde afspejler skolen de væsentligste principper det omkringliggende samfund bygger på. Derfor skal folkeskolen også holde fast i sit fokus på livets – og dannelsens sfære, samt på sin position i samfundet, som den institution, der skaber sammenhold og sammenhæng i et samfund, der i højere og højere grad er præget af individualisering, konkurrence og opsplitning. Vi skal være sammen om noget, noget større, noget principielt, noget værdifuldt og fælles.

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” (K.E. Løgstrup, Den etiske fordring)

Hvordan finder læring indpas i forhold til det principielle og værdifulde vi er sammen om? Læring skal finde sted, men hvad vi lærer og hvordan vi lærer er noget andet og mere end blot individuelle mønstre, færdigheder og kompetencer. Min forståelse udtrykkes bedst gennem teorien om situeret læring. Indenfor dette læringsbegreb ser jeg en skole med mulighed for at holde fast i den udelte skoles samfundsmæssige formål og det at være sammen om noget, samt at støtte op om barnets tilegnelse af personlige – og socialekompetencer.

“… vi er hinandens verden og hinandens skæbne.” (K. E. Løgstrup, Den etiske fordring)

Situeret læring lægger vægt på at skolen er opbygget i praksisfællesskaber, hvor indsigt, forståelse og solidaritet højnes, ikke blot gennem faglig substans og eksemplarisk indhold, men i høj grad gennem relationer og socialisering. Her er læring situeret i rammerne af fællesskabet, individers deltagelse i afstemmende relationer og indsigtsfuld mangfoldighed. Her er læring og faglighed forudsat af dialog elev til elev, mellem lærer-elev og det praksisfællesskab som individ og faglighed er en del af.
Jerome Bruner lægger endnu et perspektiv på denne opfattelse med, at tænkningens processer i hans optik er af social kontekst. De opstår og formes gennem deltagelse og dialog, i fællesskaber og med kulturen. Her har kompetencebegrebet i min optik et relevant ståsted. Her er kompetencer et middel, men kan aldrig blive et mål.
Det handler om at lade eleverne bryde ud af kassetænkningen, gennembryde grænser og dogmer, opildne til indsigt i andre menneskers tilværelse og liv, samt gennem problemstillinger af etisk og fagligt grundlag opbygge evnen til kritisk og konstruktiv tænkning, samt perspektivere og reflektere over kulturens og samfundets sprog i lighed og solidaritet med andre.
Et subjekt i fællesskabets ramme, et individ som oplever og udvikler sin egen subjektivitet og etik, men også oplever og anerkender andres.

“Skolen skal ikke grave grøfter, men bygge broer”

I denne ramme kan læreren være vejledende og besluttende i forhold til valg af indhold og fordre at skabe plads og rammerne til at overskride kulturens og undervisningens begrænsninger og komme frem til egne konklusioner og udtryk.
Undervisningens indhold og lærerens rolle er derfor, at skabe rum for at verden ikke bare møder eleverne, men at eleven i ligeså høj grad møder verden. At tænkningen, dialogen, kulturen, historien og etikken er noget vi kan lære af og er med til at forme vores selvforståelse.

“Man kan ikke vide, hvad vej man skal gå, hvis man ikke ved hvad vej, man vender.” (kinesisk ordsprog)

Det faglige
Det valg af indhold og det mål vi har med fagene spiller derfor en stor rolle indenfor denne vision. Fag er ikke faglighed i den forstand at man udelukkende har fokus på hvordan man tæller og ganger, kan nævne kongerne fra tidlig middelalder til senmiddelalder, kan de grammatiske regler eller staver korrekt. I livets folkeskole understøtter faget skolens pædagogiske – og dannelsesmæssige formål, som præciserer rammerne for didaktikkens tilrettelæggelse og fagenes indhold og mål. Fagenes ypperste mål er at  præsenterer eleverne for verdens, litteraturens og matematikkens-under og skabe rum og plads til at gå på opdagelse i denne.

“Den der ingen fortid har, har heller ingen fremtid. At leve fra hånden til munden, fra dag til dag, er at leve i et kulturelt mørke af uvidenhed” (Johan Wolfgang von Goethe)

Undervisningsbegrebet i min visionære skole bygger derfor på et bredt oplysningselement som har en eksemplarisk udvælgelse af det indhold der præsenteres for barnet, men som i ligeså høj grad har plads til dialogen, barnets overskridende udforskning af verdenen,  sammenhænge, regler, etik, begivenheder, historie, litteratur, kunsten og kulturen.

Det dannede og fritænkende menneske.
 
Dialog og demokrati
Dialogen indenfor disse faglige rammer er centrale og flydende. Gennem sproget begriber eleverne hinanden, men de begriber også verdenen og helheden.

“Dannelse består først og fremmest i at sætte ild til sproget igen og igen. Sproget skal antændes af både læreren og den lærende, af både gamle og unge” (Steen Nepper Larsen)

Indenfor dette dannelsesfokuserede skolefællesskab finder vi i min optik læring, faglighed, dialog og kompetence, men ligeledes finder vi det demokratiske.

“Demokratiets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.” (Hal Koch)

Gennem dialog og overskridende læring har folkeskolens demokratiske formål og kontekst sit ophav. Det handler for mig om at mennesket gennem dialog, ord og begreber er i stand til at udtrykke sig og indgå aktivt i dialog samt at favne mangfoldighed gennem indsigt og solidaritet. Men netop også overskride disse og på den måde være deltagende i udviklingen af tanker, sprog, holdninger, kultur og kunst. Barnet skal anerkendes for det det kommer med og det skal støttes i at skabe nye sammenhænge, forståelser og overbevisninger. At overskride rammer og begrænsninger ligger for mig i den demokratiske selvforståelse og frihedsidealet. Vi formes til at forme os selv, vores omverden, stå på egne ben og begribe meningen.

Konklusion
En skole skal altså skabe de rum og rammer for barnet, som giver optimale forhold for barnet til at udvikle sig i retning af, at være medskabende, medfølende, medborgerlig og medmenneskelig. Behovet for at have os selv, vores ophav, kultur og helheden med, er ikke blevet mindre i en verden fokuseret på rene materielle goder, digitalisering, omskiftelighed og erhverv. At skolen understøtter barnets fokus på livets sfære, holde mennesket flydende i en potentiel bundløs verden af viden, indtryk og muligheder.

“Det at være menneske, det at være til, at leve for, at eksistere, at forstå og perspektivere, at have holdninger, kritisere, at skabe og kommunikere”

Skolen indeholder for mig en dobbelthed, som finder sit formål i det eksistentielle og tilværelsesoplysende, samt på det kritiske og kvalificerende. Altså dannelse og uddannelse. Det bærende udsagn for mig er dog stadigt, at uden kompetencer vil vi stadigt være mennesker, men uden dannelse vil livet være tomt og uden mening. Kvaliteten af uddannelsen bliver simpelthen lavere uden dannelse. Derfor er min vision livets folkeskole.

The following two tabs change content below.

Mikkel Lykkeberg Kiil

Nyeste indlæg af Mikkel Lykkeberg Kiil (se alle)