Om mursten og mennesker

For snart mange år siden var jeg som lærerstuderende i praktik. Det var spændende. Det var svært. Og mest af alt var min gruppe og jeg optagede af, hvad det var, vi skulle undervise i. Selv om jeg både havde været i praktik før, og havde været på skolen i et par uger, så havde jeg som sædvanligt ikke alene forberedt mig, men overforberedt mig. En dag, da det var min tur til at stå bag katederet, havde jeg en flere sider lang drejebog med. Jeg var simpelthen bevæbnet til tænderne. Timen gik fint, selvom det var svært både at koncentrere sig om at levere det faglige korrekt, samtidig med at man skulle have et øje for alt det andet, der foregår i et klasselokale, mens der bliver undervist. Og det er ikke småting, skal jeg hilse og sige.

Efter timen havde jeg vejledning med min praktiklærer, der stillede et spørgsmål angående en elev ved navn Rasmus. Og jeg mærkede et sug i maven af den slags, der ikke er sjovt. Jeg anede simpelthen ikke, om Rasmus havde været i skole eller ej? Jeg havde ikke set ham. Ikke hørt ham. Ikke en gang bemærket ham. Og han var en skrøbelig elev. Det havde jeg forstået.

Den dag forstod jeg for første gang omfanget af lærergerningen. Og jeg gav mig selv håndslag på, at det aldrig, aldrig skulle ske igen, at jeg overså en elev. Og det har haft stor betydning for de tanker, jeg som lærer gør mig om folkeskolen.

Folkeskolen er det sted, hvor vi dannes som mennesker, og bliver rustet til at indgå i samfundet som borgere. Man kan sige, at folkeskolen er det sted, vi træder vores demokratiske barnesko. Det kan næppe udtrykkes smukkere end i folkeskolelovens §1, stk 3: Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Man kan betragte klassen som et lille samfund, hvor vi lærer at begå os, løse vores konflikter og bidrage til hinanden. Vi lærer de kompetencer, som vi har brug for, for senere at kunne gå aktivt ind i voksenlivet, hvor vi helt lavpraktisk skal ud på arbejdspladser og i andre sammenhænge, hvor vores sociale kompetencer er vigtige. Men hvor vi også skal tage medansvar for det samfund, der som nævnt bygger på netop vores deltagelse. Man kan sige, at samfundet kun er, fordi vi er, og det er alles ansvar at være samfundet. Vi er alle vigtige i det fællesskab, og vi skal alle have lyst til at bidrage. Vi skal have mod til at leve.

Derfor er lærergerningen kompleks, og derfor kan målene for folkeskolen ikke reduceres til alene at være faglige, målbare kundskaber. At det faglige skal være på plads, kan ingen tvivle på; selvfølgelig skal børn lære noget i skolen. Men, de skal også lære at være nogen.

Skolen er ikke en serviceinstitution, men en samfundsinstitution. En af de piller, vores samfund hviler på. Og netop derfor er det tvingende nødvendigt, at vi sætter en retning, der holder længere end til næste valg. Alle bliver nødt til at stå sammen om folkeskolen. Skolen er en kulturinstitution. Et sted, der er bærer og formidler af vores historie, vores kultur og vores fælles grundlag.

Den skole, jeg hver morgen går ind i, er monumental, og stor og gammel. Jeg glæder mig dagligt over kampestensfundamentet, som de røde mursten hviler på. Det er for mig et symbol på folkeskolens beståen. Men, i og for sig er en skole jo bare mursten. Uden os var bygningerne tomme og uden liv. Det er eleverne og lærerne, der skaber skolen. Læreren er ikke lærer uden elever. Og eleverne er ikke elever uden læreren. Uden os, var der ingen skole. Skolen er det, der opstår i mødet mellem eleverne og læreren.

Og det er måske det, der er kernen i det særligt danske. I den skole, som verden ser med misundelse på, mens vi, forblændede af græsset på den anden side, forsøger at rokke den i retning af udenlandske skoletanker, der måske lyder eksotiske og tillokkende, præcis som andre modeluner. Der er for mig ingen tvivl om, at skolen skal udvikle sig, men det er vigtigt, at vi ser tilbage på det, der historisk har gjort os til lige præcis os. Skabt os. Det særegne. Vi bliver alligevel aldrig kinesere. Og ingen danske forældre eller skoleelever vil udsættes for den undervisning og det menneskesyn, der møder kinesiske skoleelver. Javist, er de sikkert dygtige, men hvilket dygtighedsbegreb måler vi ud fra? Er de også dygtige til at leve? Til at være mennesker?

Der er ingen tvivl om, at det er et stort ansvar at være lærer. Jeg er forpligtet til at være ordentlig, og tager denne forpligtelse alvorligt. Jeg har med mennesker at gøre, og det kan man ikke have, uden at man holder noget af det andet menneskes liv i sin hånd, som Løgstrup udtrykte det. Og jeg oplever, at mine elevers forældre selvfølgelig er optagede af, at deres børn lærer noget. Men, mest af alt er de optagede af, at deres børn trives og har det godt i skolen. Som en elev for nyligt udtrykte det: ”Min far spørger aldrig om, jeg har lært noget i skolen i dag. Han spørger altid, om jeg har haft det godt?” Og det er også grundlaget for at en indlæring overhovedet kan finde sted. Det, at eleverne har det godt.

Jeg ønsker mig en skole, hvor pendulet snart svinger tilbage i retning dannelsen. Der er ingen lærere, der betvivler, at eleverne skal lære noget i skolen. Ingen! At fagligheden skal være høj, det er en selvfølge. Men vi skal skabe en skole, hvor vi har mulighed for at se alle og har tid til alle. For når du bliver set, som du er, trives du. Og når du trives, så får du lyst til at lære. Og når du har lært, kan du give videre. Så kan du leve. Og lysten er også beskrevet i folkeskolens formålsparagraf.

Når læreren er optaget af at præstere alene fagligt, glemmer vi elevernes trivsel. Den lektie, jeg lærte den gang for længe siden i praktikken, var, at jeg og jeg alene, skulle sørge for at se hvert enkelt barn. Sørge for, at de får rammer, der understøtter deres udvikling som aktive medmennesker med lyst til at deltage i fællesskabet. Som lærer er folkeskolens formålsparagraf mit grundlag. Det jeg navigerer efter i hverdagen. Skal vi ikke sammen flytte fokus tilbage hertil? Og bygge en skole, der lever. En skole af andet en mursten.

 

 

The following two tabs change content below.
Katja Gottlieb

Katja Gottlieb

Lærer siden 1999. Underviser i udskolingen på Byskolen i Helsingør i fagene dansk, historie, kristendomskundskab og samfundsfag. Blogger på www.skolenindefra.dk.
Katja Gottlieb

Nyeste indlæg af Katja Gottlieb (se alle)

1 Comment

  1. Kære Katja
    Hold nu helt op, hvor du igen rammer plet…..super flot skrevet