Folkets skole

Jeg har fået til opgave at beskrive en ”vision” for skolen – men jeg kan ikke lide ordet. En skole er ikke en vision, den er ikke knyttet til synet, den er ikke visuel, den er ikke en vision. Men hvad er en skole da? En skole er noget rumligt. Den er et legeme, den er en ånd, en praksis, en folkelig og historisk ting. En skole er den folkelige traditions genskabelse. Den er en invitation, en bimlen med klokker og fordybelse i kulturens mysterier og ting og sager, der inviterer, taler tilbage og spjætter i overraskende retninger. Det er en syntese mellem åndsfrihed og solidaritet, mellem folk og pædagogisk autoritet, mellem åbenhjertighed og tilsynekomst. Når skolen skoler allermest, når der virkelig gøres skole i samfundet, så vibrerer hele den folkelige tradition inde i klasseværelsets dialoger og artefakter. Så er der parentes om erhvervsliv, pisalister, karrierevejledning og alt det andet – ja, om tiden som sådan. I stedet strømmer historiens dialoger ud gennem hænder og munde og puffer alle tålmodigt og sødt, men også insisterende, hen til og ind i kulturens ting. Her finder en lærer en elev som finder en lærer. Her er ingen læringsmål i miles omkreds og da slet ingen statslig læringsmålsdidaktik. I sådan en skole er der masser af undervisning udført af myndige og selvstændige lærere, der er sange og fortællinger, der er fordybelse, tvivl og sved, der er spirende europæisk videnskab, som først realiseres for alvor i gymnasiet, og der er daglig omgang med håndværk og materialer ud fra de håndsværks-, industri- og formgivningstraditioner som dansk, nordisk og europæisk tingslighed er skabt af. Alt...