Visioner for heldannelsens folkeskole

Foreningen Folkeskoleforældres oplæg til konferencen Heldannelsens folkeskole i SOPHIA – tænketank for pædagogik og dannelse, tirsdag d. 25. november 2014

Først og fremmest en stor tak til SOPHIA for invitationen.

Det har haft en overordentlig stor betydning, hvordan vi som forældrestemme er blevet modtaget i den demokratiske samtale omkring folkeskolen.

Fra det brede uddannelsesområde og fra andre foreninger, der repræsenterer forældre og børn, har vi oplevet en stor imødekommenhed. Vi oplever oprigtig nysgerrighed, invitation til samarbejde og et stor fælles engagement omkring vores børns skoleliv.
Fra politisk hold har vi overvejende fået en ret lunken modtagelse. Måske har vi været naive, men det kom faktisk lidt bag på os. I vores egen opdragelse og de forståelser af ideelle demokratiske processer, som vi har med os, tænker vi, at demokratiets mest fornemme opgave må være at invitere til dialog. At byde konstruktiv kritik velkommen, at omfavne diversiteten i holdninger, værdier og præferencer. Samfundets styreform er demokratisk. Men den demokratiske samtale kan til tider være svær at få øje på. 

Vi vil med vores arbejde forsøge at bidrage til at brede den demokratiske samtale omkring folkeskolen ud. Vi vil gøre vores til, at samtalen centrerer sig om værdier og formål frem for måltal og effektivitet. Og vi vil stille krav om, at også den kritiske stemme bliver inviteret med i samtalen.
Og vi er grundlæggende kritiske over for reformen

Vi er uenige i de grundantagelser, som den baserer sig på. Vi mener helt enkelt, at præmissen er forkert. Vores børns skolegang handler om andet og mere end, at “Alle elever skal blive så dygtige, de kan”, eller som bla. skolechefen i Frederikssund kommune skrev ud til alle forældre: “Vi vil have, at alle børn og unge lærer så meget som muligt – og gerne mere.”

Formålet med undervisning og skole er så meget mere end det. Vores børn skal have en ordentlig skolegang, hvor seriøs faglighed, personlig dannelse, sociale kompetencer og rum til frie tanker er i højsædet.

Vi har en skoletradition i Danmark der handler om ånd, liv og oplysning – og den er bestemt ikke forældet – men i dag mere aktuel end nogensinde. Hvis vores børn skal gå en fremtid i møde, som vi af gode grunde ikke ved noget om, så skal de være fyldt med ånd, liv og lys. Hvis vores børn skal opleve en tryg og meningsfuld barndom, skal deres liv være præget af nærvær og tillidsvækkende voksne.

Folkeskolen skal være et af de steder, der drager omsorg for vores børns nutid såvel som deres fremtid.
Det handler i sidste ende om, at vi igennem vores skole er med til at definere det samfund, som vores børn skal vokse op i – og som de med tiden være med til at bygge videre på.

Men hvad er det så for en samtale, vi gerne vil være med til at brede ud?

Vores første bidrag til debatten omkring den nye reform havde sit omdrejningspunkt i helt konkrete forhold i lovgivningen, der bekymrede os stærkt. 
De konkrete forhold var bl.a. den læringsmålstyrede undervisning og det omfattende fokus på test.
Det var den mærkbart forlængede skoledag, der blandt andet ville medføre mindre fritid og mindre tid til leg.
Det var den kvalitetsforringelse, man kan forudse, når man vil have mere undervisning for færre ressourcer.
Det var en underprioritering af klassefælleskabet, som vi oplevede, at øget holddeling, afskaffelse af klassens tid og lærerens tid til klasselæreropgaver var tegn på.
Og det var den øgede risiko for stress og lavt selvværd hos vores børn, som vi er bekymrede for, at alle elementerne til sammen vil resultere i.

Den nye reform skaber en skole, som på mange måder ligner det samfund, vi voksne bliver konfronteret med hver eneste dag. En hverdag hvor fokus på effektivitet, konkurrence, selvdisciplinering, præstationer og målbare resultater langt overskygger værdier som nærvær, fordybelse, relationer og samarbejde.
Og så kunne man jo argumentere for, at når nu vores samfund ser sådan ud, må vi vel hellere ruste vores børn, så de kan klare sig og få succes inde for rammerne af de vilkår.
Men vi vil ikke acceptere at en sådan tilpasning skal være præmissen for vores børns skoleliv – eller for deres liv i det hele taget.
Den samtale, vi bland andet forsøger at være med til at brede ud nu, handler i høj grad om at tilbyde et alternativ til det grundlæggende syn på uddannelse, som vi oplever, at reformen er rundet af.

Vi vil gerne invitere til samtale omkring det menneskesyn, som vi ønsker skal præge skolens formål og virke.

Følgende citat kommer fra et brev fra lærerteamet til forældrene i starten af 1. Klasse.

“Vi arbejder på at give tydelige mål for, hvad vi forventer, eleverne skal lære/ præstere i løbet af timen.”

Vi oplever, at skolen er i færd med at erstatte læringsfællesskaber baseret på nysgerrighed, undren og udforskning af kendte og ukendte faglige områder med en lineær, præstationsbaseret forståelse af læring som noget, vi kan forvente – hvis ikke ligefrem forlange – at barnet tilegner sig inden for de rammer og den tid, som systemet stiller til rådighed.

En af de dimensioner, der er ved reformens fokus på den målbare, synlige progression, som vi frygter vil influere voldsomt på vores børns selvforståelse, er den konstante selvovervågning og selvkritik, der bliver lagt op til. Det bekymrer os, at vores børn – på baggrund af dette menneskesyn – fra en meget tidlig alder skal vurdere deres egne præstationer, deres indsats og deres personlighed. Tilsyneladende med det ene formål at optimere deres eget personlige læringsudbytte.

Vi skal tale om, hvor tæt vi egentlig skal gå på børnene, og hvilke konsekvenser kravet om konstant selvkritik har for deres selvværd og virkelyst.
Vi skal tale om, hvad det er, der er værdifuldt hos barnet. Hvad der gør barndommen helt særlig. Og hvor grænserne går for, hvilke krav vi vil acceptere, at vores børn bliver mødt med i skolen.

Vi vil gerne invitere til samtale omkring, hvordan børn og forældre skal være med til at præge skolens virke

“Mor, det er som om, at skolen har taget al min energi. Suget den ud af mig…”

Sådan sagde en 11-årig dreng til sin mor for et par uger siden.

Skolen skal udvikle sig sammen med de børn, som er skolens omdrejningspunkt. Det ER børnene vi holder skole for, og de skal naturligvis have indflydelse på, hvordan skolen er og hvordan den møder dem.

En alt for stor del af børnene i skolen trives ikke, og trivslen bliver mindre, jo længere op i skoleforløbet, børnene kommer. Vi hører fra forældre, der fortæller om helt små skolebørn, der er bange og utrygge i undervisningen. Bange for at lave fejl, og bange for ikke at kunne leve op til de forventninger, der bliver stillet til dem. Børn der har ondt i maven mange dage op til og efter en af de tests, de aldrig rigtig forstår meningen med.
Børn der oplever så mange vokse i løbet af en skoledag, at de ikke længere kan huske navnene på deres egne lærere. Vi hører om helt små skolebørn, der bliver væk fra undervisningen, fordi de ikke kan rumme mere. Der trætte og umotiverede sidder alene i lektiecafeen med opgaver, de ikke kan finde hoved eller hale i, eller med ekstraopgaver, der efter en lang skoledag bare fylder oven i alle de andre forsøg på at proppe dem med “læring” til de brister.

Et trist, men ganske symptomatisk argument fra en forældre til et barn i 1. Klasse, lød sådan her: “Vi kan lige så godt sende dem i lektiecafe i år. De skal jo vænne sig til det.”
Hvis det er et argument for at fratage vores 7-årige søn eller datter fri leg med kammeraterne, så tager vi ikke vores børns liv alvorligt.

Og vi skal tage deres liv alvorligt. Deres faglige udvikling. Deres tid og rum for fri leg. Deres kreative og personlige udfoldelse. Vi forældre skal aktivt deltage i skolens liv, og dermed vores børns liv, og vi skal sige fra og forsvare vores børn, hvis samfundet ikke holder skole på en måde, der lever op til de fælles værdier, der ligger til grund for folkeskolens formål.

Vi vil gerne invitere til samtale omkring lærernes rolle i skolen.

Det er lærerne, der gennem deres undervisning, formidler det, vi har valgt at holde skole om. Skolens medarbejdere er dem, der sikrer kontinuitet, struktur, faglighed og omsorg i forhold til skolens opgave. Deres viden og erfaringer skal danne basis for videreudvikling af skolen, og de skal i høj grad tænkes med som nogen med en unik viden, når der ændres strukturer og reformeres.
De professionelle voksne, der skal være med til at fylde vores børns hverdag med vedkommende undervisning, nærvær, tryghed og omsorg, skal have reelle muligheder for at leve op til denne store opgave. Det vi ser og hører om – som en direkte konsekvens af de forhold som vores børns lærere og pædagoger arbejder under – er et miljø fuld af utryghed, uforudsigelighed, stress, uforberedt undervisning, vikardækning og hastigt skiftende personale.

Vi ønsker, at de professionelle i skolen skal sætte didaktiske og pædagogiske kompetencer i forgrunden, når de træffer beslutninger omkring undervisningen.

Vi oplever lærere, der måske i konkurrence-kapløbets ånd, overbelæsser børnene med lektier, så helt små børn ned til 2. klasse skal sidde en time hver dag efter skole bare for at følge nogenlunde med. Vi oplever lærere, der sætter ydre parametre op for klassen ift at blive skolens eller kommunens “dygtigste” klasse. Med den tilgang til læring frygter vi, at pædagogiske og didaktiske refleksioner bliver skubbet i baggrunden, og børnene i den sidste ende taber… Også selv om klassen måske skulle gå hen og vinde kapløbet.

Vi vil gerne invitere til samtale omkring Læringsmålstyret undervisning.

Vi ønsker at en samtale om, hvad det egentlig er vores børn skal lære, når de bliver undervist på baggrund af snævre, fragmenterede videns- og færdighedsmål.

Hvor den didaktisk funderede undervisning giver rum for at overskride og nytænke faglige problemstillinger, så begrænser den læringsmålstyrede sig i vores optik til faglig reproduktion.
Inden for den didaktiske tradition ser læreren på formålet med undervisningen. Dette formål rummer den faglige kvalifikation, den samfundsindførende sociale dannelse og den unikke personlige dannelse.

I undervisningsministeriets nye didaktiske model er FORMÅL fjernet og erstattet af LÆRINGSMÅL. Altså et ensidigt fokus på kvalifikations-dimensionen. Det betyder ikke at de to andre dimensioner udebliver. Enhver undervisning indeholder et sæt mulighedsbetingelser for social og personlig dannelse.

Lad os først se på den sociale dannelse. Hvis elevernes handlen i skolesammenhæng primært tager udgangspunkt i en overførsel af fragmenterede videns- og færdigheds-områder, vil der være stor risiko for, at vejen derhen ikke vil blive den, der tager hånd om den didaktiske helhed, men i stedet vil blive “den hurtigste og mest effektive”.
Børnenes omverden – de andre elever, læreren, naturen, kunsten, musikken osv – vil blot skulle fungere som middel til effektivt at nå målet. Vi reducerer således alt det omgivende til midler i elevernes individuelle kvalifikations-proces. Vi lærer altså implicit vores børn, at underkende relationen til “den anden”.
At underordne “den anden” ift deres egen progression. Vi tænker, at der er stor risiko for, at vi på den måde socialiserer vores børn væk fra formålsparagraffens ligeværds-begreb, og hen mod et samfund, hvor mennesket ikke har et værd i sig selv, men kun en værdi ift at fungere som middel for andre. 

I forhold til skolens opgave omkring den personlige dannelse ser vi en fare for at skolens målstyring ligeledes vil indsnævre vores børns tilblivelse som unikke mennesker. Formålsparagraffens åndsfrihed er her sat på spil i en kontekst, hvor barnet så at sige bliver vurderet på dets evne til at fravælge egne fantasifulde indfald og lærerige omveje.

Undren, nysgerrighed og kritisk sans bliver sat i skema, tæmmet og retningsbestemt. Undervisningen har som udgangspunkt allerede givet børnene svaret på det, de bliver bedt om at undre sig over. Hvis vores børn oplever en skolegang, hvor de altid bliver vurderet på deres evne til at ende der, hvor læreren eksplicit har formuleret svaret og målet, så frygter vi, at det vil resultere i en rigid orientering imod ureflekteret at leve op til de formelle og uformelle forventninger, som de vil møde på deres vej gennem livet.
Vi frygter at den meget målstyrede undervisning vil fratage dem modet til at bruge egen forstand. 

Vi må forlange, at samtalen om skolen i høj grad også handler om, hvordan hele skolens virke – undervisningen, indholdet, samværet, omgangstonen og det fysiske miljø – altid er med til at danne børnene i en bestemt retning.
Men at det er vores fælles ansvar som voksne at sørge for, at denne dannelse lever op til skolens formål om virkelyst, fantasi, åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Og vi skal som voksne være vores ansvar bevidst og holde fast i, at mennesket aldrig må bruges som middel, men altid har en værdi i sig selv.

The following two tabs change content below.
Cecilia Lucia Fava
Medstifter og formand i foreningen Folkeskoleforældre Stud. cand. mag. i Læring og forandringsprocesser AAU CPH Uddannet lærer i 2002
Cecilia Lucia Fava

Nyeste indlæg af Cecilia Lucia Fava (se alle)