“We know what we are, but know not what we may be” – en abduktiv tilgang til læring

“We know what we are, but know not what we may be”, sådan sagde Hamlet i stykket fra 1603 – og dét er super aktuelt for vores unge mennesker i skolen. Det forudses, at inden for de næste 25 år, vil vi have oplevet 3-4 store digitale og teknologiske revolutionære fremskridt, som radikalt ændrer vores levevis og arbejdsformer. Derfor kender vi ikke de unges fremtid, og det faktum skaber en spændende udfordring for vores samfund og for skolen i samfundet.

Fremtiden skaber også usikkerhed, og den usikkerhed ser vi bl.a. formøblet i en politisk diskurs. Læringsbegrebet bliver en konkurrenceparameter i en globaliseret verden: Vi skal være nr. 1 i Pisa undersøgelser, vi skal være dygtigere. Globaliseringen er også utryg, vi kan miste vores velfærd, hvis vi ikke er dygtige nok. Hver generation skal overskride det eksisterende samfunds rammer, så vores samfund udvikler sig – men hvis det baseres på en konkurrenceparameter, opnår vi ingen forandring. Al konkurrence handler om at tilpasse sig bedst muligt til en konkurrences spilleregler. Overtræder du spillereglerne i en konkurrence, er du dømt ude!

Jeg drømmer om en skole i samfundet, hvor skolen og det politiske plan med sindighed stiller sig spørgsmålet: Hvilke kompetencer skal vores unge mennesker besidde i fremtiden? Og er dét resultat, der måles i en PISA undersøgelse, lig med de kompetencer, der eftertragtes i et fremtidigt samfund?

En centreren sig om værdierne og processen kontra fokusering på resultatet  – for det er værdierne, der lægger sig som en rød tråd bag undervisningen – det er underet i undervisning. På Humboldts tid, skulle man lære noget, fordi det ville give den enkelte et rigere og lykkeligere liv. Dét må stadig være udgangspunktet.

Derfor drømmer jeg om en abduktiv tilgang til didaktiseringen af læringsrummet – et trial and error koncept. Abduktiv undervisning og abduktive arbejdsprocesser lægger op til, at vi aktivt gør brug af hypotesedannelser og gætterier. For at nå frem til abduktive løsningsforslag er det nødvendigt at fordybe sig i det felt, man arbejder med. Der indhentes viden, og denne viden skal vendes og drejes i forhold til den givne problemstilling. Man koncentrerer sig, samarbejder, laver hypotesedannelser og anstrenger sig. Det ligner en fortabelse – deraf trial and error konceptet. Vi hengiver os til noget, som vi er usikre på, hvor det fører os hen – det er processer, som vi dybest set ikke kender forløbet af – men denne proces eller fortabelse, giver mulighed for at forstå sammenhænge ud fra nye perspektiver.

Det er dette rum, der nødvendigvis skal opstå, fordi vores unge mennesker, går en ukendt fremtid i møde. De skal have kompetencer i, at bruge deres viden i nye kontekster – til at frembringe nye løsninger. De skal i skolen møde situationer, hvor de skal bruge deres faglighed overfor et ukendt problem – hvor der skal laves en ny løsning/viden. Det er ikke resultatet, men processen, der er i fokus.

Det drømmer jeg om!

The following two tabs change content below.
Søren Baltzer Rasmussen

Søren Baltzer Rasmussen

Pædagogisk leder
Søren Baltzer Rasmussen

Nyeste indlæg af Søren Baltzer Rasmussen (se alle)

2 Comments

  1. En glimrende vision for skole med kurs mod ukendt fremtid. For børn med kurs mod en verden, der forandrer sig i accelererende hast. Jeg tænker, at især udskolingen og gymnasiet kan tage den abduktive tilgang til sig, for det kræver et fagligt fundament virkelig at kunne arbejde med trial and error – så den ene forgæves googlesøgning ikke blot afløses af den næste.
    At ‘stoffet’ er mere og mere virtuelt, gør det til gengæld også mere og mere oplagt at eksperimentere sig mere frem, lave hurtige justeringer og afprøve alternativer. Det sviner ikke verden til, og koster ikke andet end ny tid og energi.

    Det er forresten ikke Hamlet, men Ophelia, der udsiger de berømte ord i 4.akt på Kronborg (som jeg næsten kan skimte fra hvor jeg skriver). Samtiden forstod replikken som udtryk for hendes tiltagende vanvid, hvor hun ‘går i barndommen’ og rabler noget med en bagerdatter, der blev forvandlet til en ugle i en kristen godnathistorie… “Lord, we know what we are, but know not what we may be.”
    http://www.shakespeare-online.com/plays/hamlet/examq/fifteen.html

  2. En glimrende vision for skole med kurs mod ukendt fremtid. For børn med kurs mod en verden, der forandrer sig i accelererende hast. Jeg tænker, at især udskolingen og gymnasiet kan tage den abduktive tilgang til sig, for det kræver et fagligt fundament virkelig at kunne arbejde med trial and error – så den ene forgæves googlesøgning ikke blot afløses af den næste.
    At ‘stoffet’ er mere og mere virtuelt, gør det til gengæld også mere og mere oplagt at eksperimentere sig frem, lave hurtige justeringer og afprøve alternativer. Det sviner ikke verden til, og koster ikke meget andet end ny tid og energi.

    Det er forresten ikke Hamlet, men Ophelia, der udsiger ordene i 4.akt på Kronborg (som jeg næsten kan skimte fra hvor jeg skriver). Samtiden forstod replikken som udtryk for hendes tiltagende vanvid, hvor hun ‘går i barndommen’ og rabler noget med en bagerdatter, der blev forvandlet til en ugle i en kristen godnathistorie… “Lord, we know what we are, but know not what we may be.”